Kunstværk no. 12

I flere år var omdrejningspunktet for mit arbejde den hollandske maler Piet Mondrian. Først og fremmest af veneration hans maleri, der tog den yderste konsekvens af kubismen. Samtidigt dog i erkendelse af det umulige i at forsøge at bidrage med noget som helst nyt, til den linie Mondrian selv havde fulgt. Arbejdet er gjort, ”case ´s closed”. Blandt kunstnere, har grænserne for hvad man låner eller lader sig inspirere af fra hinanden, altid været flydende. For mit eget vedkommende er der hverken tale om det ene eller det andet, det drejer sig om simpelt tyveri; kunsthistorien brugt som en slags ”ready made”. Med tiden blev andre af modernismens opfindere ”samplet” såsom Picasso, Léger og Malevich. De blev parret på kryds og tværs, eller endte som portræt offer for deres egen ikonografi. Denne arbejdsmetode viste sig, ikke overraskende, at være almindelig praksis for mange andre billedkunstnere før mig. Tog jeg f.eks. en Picasso figur i forgrunden og lod den møde en Mondrian struktur i baggrunden, sad jeg pludselig med noget der mest af alt mindede om et originalt Fernand Léger maleri.